At træde tilbage, så processen kan træde frem
Artiklen introducerer en Focusing-orienteret måde at arbejde på, hvor et mere præcist og støttende sprog flytter opmærksomheden fra terapeutens præstation til det, der stille er ved at tage form i klienten.
Når processen får udvikle sig i små, indre skridt uden at blive afbrudt af spørgsmål, bliver arbejdet både dybere for klienten og mindre belastende for terapeuten.
Hvad nu, hvis noget af det, vi gør for at hjælpe, faktisk står i vejen?
Som terapeuter kender vi impulsen til at forstå, guide, spørge eller skabe forandring. Det ligger dybt i vores faglige identitet. Men netop disse handlinger kan nogle gange trække klienten væk fra det, der er ved at tage form indeni.
I denne artikel vil jeg vise, hvordan Focusing åbner for en anden mulighed: at støtte processen ved selv at gøre mindre og være mere præcis. Det hjælper klienten til at blive i sin oplevelse. Og det kan samtidig lette noget af det pres, terapeuter ofte mærker: forventningen om at vide, styre eller fremkalde forandring.
Da jeg opdagede, hvor lidt jeg var vant til at mærke efter
Jeg mødte Focusing på Psykologisk Institut ved Universitetet i Hamborg i slutningen af 1990’erne. Her fandtes der stadig et humanistisk spor i uddannelsen. Jeg blev straks ramt af, hvor uvant og samtidig dragende denne tilgang var.
På det tidspunkt var jeg vant til at præstere, være velformuleret, gøre tingene rigtigt og tilpasse mig. Jeg var vant til at tale om det, der optog mig, ikke mærke det. I Focusing blev tempoet sænket. Jeg blev inviteret til at standse op og finde ord for noget, der kun lige kunne mærkes. Stilheden gjorde mig usikker – som om jeg burde producere noget interessant.
Alligevel, eller måske derfor, blev jeg fascineret. Her var en proces, hvor det var en færdighed i sig selv at give tid til noget, der endnu var uklart.
Når vejen folder sig ud, mens vi går
I dag ved jeg, hvor afgørende denne uvante start var. At kunne være i kontakt med noget, der kun lige viser sig, kræver tillid til, at noget vigtigt faktisk kan vokse ud af det uklare.
Til gengæld åbner denne tilgang for en anden måde at arbejde med de oplevelser, vi ofte overser: det uklare, det der endnu ikke kan sættes ord på. Når jeg giver plads til det, kan noget komme frem, som ikke stammer fra mine vaner eller forventninger. Det er min egen indre stemme, som skal lyttes til med tålmodighed og nysgerrighed.
Det kan lyde smukt på papir, men i virkeligheden er det ofte frustrerende, fordi det uklare kan føles både forvirrende, utrygt og svært at blive i. Det uklare er også let at ignorere eller nedtone, netop fordi det ikke har form endnu. Når vi står midt i en sådan oplevelse, kan det være svært at vide, hvordan vi skal håndtere den, både som klient og terapeut.
Det er det præcise sprog, der bærer processen
Når jeg underviser i Focusing, vender jeg altid tilbage til noget helt konkret: de små sproglige greb, der gør processen mulig. Focusing reduceres ofte til “at mærke kroppen” eller en diffus idé om en “Focusing-holdning”, uden at man ved, hvordan man faktisk kommer dertil. Men Focusing er langt mere præcist end det.
Et af de centrale elementer er presence language og det tilsvarende fravalg af spørgsmål. Presence language betyder, at jeg reflekterer det, klienten forsøger at sætte ord på, på en måde, der giver plads uden at presse. Det gælder både klare og uklare udsagn. Målet er at støtte klienten i at blive ved sin oplevelsesproces uden at jeg gætter, tolker eller springer frem til noget, der virker logisk.
Et eksempel:
Klient: “Det er som et synke ned her i brystet, helt tungt.”
Terapeut: “Du mærker, hvordan noget i dig, her i brystet, synker ned og føles tungt.”
Klient: “Ja… det er så utroligt sørgeligt.”
Terapeut: “Og du lægger mærke til, hvor sørgeligt det er.”
Klient: “… puh, det tager helt pusten fra mig.”
Terapeut: “Og du mærker, at det tager pusten fra dig.”
Når spørgsmål fylder mindre, og processen træder frem
Fravalget af spørgsmål er ikke et tilfældigt greb. Et spørgsmål ændrer retningen i en oplevelse. Det får klienten til at orientere sig mod terapeuten eller mod at finde et svar.
De fleste klienter stopper os ikke, når vi spørger for meget. De prøver at svare så godt som muligt. Men set fra et Focusing-perspektiv betyder det ofte, at klienten kommer længere væk fra det, der faktisk var i gang.
Når jeg vil muliggøre Focusing for en klient, erstatter jeg spørgsmål med invitationer. For eksempel:
I stedet for “Hvor i kroppen mærker du det?” siger jeg:
“Måske kunne dette være et godt tidspunkt at lægge mærke til, hvor i kroppen det viser sig.”
Invitationer virker stærkest, når de bindes til presence language gennem denne lille tredeling. For eksempel sådan her:
1) Refleksion i presence language:
“Du lægger mærke til, hvor sørgeligt det er …”
2) Sproglig affjedring:
“… og måske har du lyst til …”
3) Statement:
“… at give dig lidt tid til at mærke efter.”
En invitation fungerer anderledes end et spørgsmål. Først kommer refleksionen, som hjælper klienten til at blive i kontakt med det, der faktisk er i gang. Derefter følger den sproglige affjedring, som tydeligt viser, at her ikke stilles et krav, at dette ikke er noget, klienten skal svare på eller gøre for min skyld. Til sidst kommer statementet, hvor stemmen falder i stedet for at stige, så enhver antydning af pres forsvinder.
Med denne opbygning skabes der en glidende bevægelse uden styring. Sproget støtter klienten i at blive ved sin egen proces, mærke efter og selv afgøre, om invitationen passer netop nu. På den måde bliver det også en stille træning i agency: klienten lærer, at de selv kan mærke, vælge til og vælge fra.
Det stille centrum i terapien
I Focusing er vi optaget af det, der viser sig i øjeblikket. Især det, der kun kan mærkes og endnu ikke har ord, en felt sense. I felt sensing udfolder noget sig fra det implicitte, så det gradvist bliver mere tydeligt og meningsfuldt, ofte gennem flere tidlige versioner, der kan være svære at forstå.
Focusing handler ikke om at fremkalde bestemte følelser eller indsigter. Det handler om at støtte en undersøgende relation til det, der opstår. Når felt sensing får lov til at være et naturligt centrum i terapien, kan andre metoder også virke, som de er tænkt, uden at vi afbryder processen, men med mere præcision og mindre anstrengelse.
Focusing åbner for en måde at arbejde på, hvor både klient og terapeut kan hvile mere i processen. Særligt felt sensing giver mulighed for, at noget indeni kan tage form på egne præmisser, uden at vi behøver at presse eller analysere. Mange terapeuter beskriver, at dette skaber mere plads for klienten – og samtidig letter noget af det pres, der kan følge med det terapeutiske arbejde. Det er den mest hyppige feedback, jeg får i workshops, uanset deltagernes metodebaggrund.
En hjælpsom måde at integrere Focusing på er at lade klientens felt sensing være et stille centrum i terapien. Så behøver terapeuten kun at gribe ind sjældnere og mere præcist, fordi udforskning, fordybelse og udfoldelse kan ske i det tempo, som processen selv tillader. Det giver terapeuten et mere roligt, grounded og nysgerrigt udgangspunkt, hvor arbejdet kan bæres af processen selv.
Forfatterbio: Elmar Kruithoff
Elmar Kruithoff er autoriseret psykolog, uddannelsesberettiget Focusing-koordinator og -teacher ved Prof. Gendlin’s Focusing Institute i New York og hos Ann Weiser Cornell. Han underviser internationalt i Inner Relationship Focusing (IRF), driver Focusing-Fællesskabet og har udviklet Roskilde Focusing Model.